Aktuelt

Aktuelt

Sommerhusindretning blev en del af mit liv, da jeg i 2015 realiserede planerne om at bygge et sommerhus syd for Hvide Sande. Jeg indrettede huset - mest efter mine egne drømme om, hvordan et sommerhus skal være - men også med henblik på, at sommerhuset naturligvis skal lejes ud. Her har jeg stor glæde af den viden, jeg har fra mit tidligere job med hotelindretning.

I min familie har vi ikke så meget tid til at benytte huset, og tanken om, at det skal stå tomt det meste af året, virker ikke rigtig for mig. At huse bliver brugt, gør dem kun smukkere. Da vores familie er meget musikinteresserede, blev det besluttet, at temaet for indretningen skulle være musik. Derfor er der i hvert rum nogle elementer/udsmykninger, der omhandler musik, og der findes såvel guitar som bongotromme i huset. På opslagstavlen hænger musikprogrammet for Spillestedet Generator i Ringkøbing.

Nu har sommerhuset været udlejet næsten siden maj 2015, og det ser stadig ud som nyt. Samtidig glæder jeg mig over, at mine gæster behandler tingene nænsomt - og kommer med positiv feed-back i dén gæstebog, jeg har opfordret dem til at skrive i. 

Stille og roligt vokser indtægterne i den rigtige retning og giver mig mulighed for at opleve andre af verdens millioner af spændende tilbud. Samtidig gav sommerhus-processen mig idéen til at gå i gang med at etablere Frisk Design - specielt med fokus på indretning af sommerhuse.